Åbenbaringsbjerget, Podbrdo, rejser sig lige over landsbyen Bijakovice, som er en del af Medjugorje. Bjerget har fået sit navn, fordi det var her, seerne som børn første gang så Jomfru Maria den 24. juni 1981. Millioner af pilgrimme har her kravlet op og ned af bjergets klippe og slebet de skarpe klippestykker runde og glatte. Et stykke oppe ad stien står et stort trækors, på stedet hvor Jomfru Maria grædende viste sig for seeren Marija og sagde: “Fred, fred, fred! Kun fred! Fred må herske mellem Gud og mennesker, og også mellem mennesker indbyrdes!” På vejen op ad bjerget beder pilgrimmene rosenkransen ved de 15 bronzerelieffer, der viser de oprindelige 3 mysterier i Rosenkransen. Glædens rosenkrans bedes på vej op til det lille plateau oppe på bjerget, hvor der står en statue af Jomfru Maria. Statuen, som er doneret at en koreansk ægtepar efter at deres søn blev mirakulløst helbredt, markerer det sted hvor Jomfru Maria viste sig første gang. Man kan når man kommer op til plateauet sætte sig ind ved statuen og bede og meditere, eller man kan fortsætte rundt til Smertens og Herlighedens Rosenkrans. Følger man Herlighedens Rosenkrans kommer man ned til de Blå Kors, hvor Mirjanas månedlige åbenbaringer finder sted. Det er på dette bjerg, har Jomfru Maria sagt, at der vil komme et synligt tegn, når de 10 hemmelighederne begynder at realiseres, noget som ikke noget mennesket har set før, et tegn som kan ses og fotograferes, men som ikke kan tilintetgøres.
 
 
Korsbjerget (Krizevac) er det højeste af bjergene ved Medjujgorje. På toppen rejste Medjugorje i 1933 et 8,5 meter højt kors af beton til minde om 1900 året for Jesu død og korsfæstelse. Under kommunismen tilbød kommunisterne indbyggerne i Medjugorje alle moderne bekvemmeligheder, hvis de ville lade korset erstatte med kommunismens røde stjerne. I Medjugorje holdt man imidlertid fast ved korset. Bjerget er temmelig hårdt at bestige, og turen ned er også hård og drilsk. Der er ingen decideret vej eller sti, men man kravler på de nøgne klipper. Nogle steder er hårdere at forcere end andre. Især den første sommer fandt der flere tegn og undere sted på toppen af Krizevac. Flere hundrede har bevidnet at betonkorset synes at være gået i brand,  hvorefter ilden har slukket sig selv. Korset har også snurret rundt om sig selv, er forsvundet og så kommet til syne igen. Mange har også set Jomfru Marias skikkelse i stedet for Korset. Den 3. november 1981 sagde Jomfru Maria i et af budskaberne: "Jeg er ofte på Krisevac, i bøn ved foden af korset." På vejen op ad korset er der 14 relieffer med Korsvejen, i lighed med dem der forefindes i enhver katolsk kirke. Korsvejen er den smertens vej som Jesus gik på sin vej til Golgatha (Kalvariebjerget) på vej fra sin dødsdom til sin henrettelse på korset og begravelse. På toppen af bjerget er der også lidt specielt en 15. station, for opstandelsen. Der er også en mindesten for Fader Slavko, der døde af et hjertestop i 2000, mens han var heroppe med en gruppe pilgrimme. Udover sine næsten utallige andre gøremål, var Fader Slavko Barbaric hver dag at finde på Krisevac. Korsbjerget og at gå Korsvejsen viser os at vejen til opstandelse og herlighed også rummer lidelse, smerte og død. Korsvejen ses i den katolske kirke som en vigtig åndelig øvelse.

 
Lysets Rosenkrans (tekst kommer snart)

 
Den Opstandne Kristus. (tekst kommer snart)

 
Fader Slavkos Grav. (tekst kommer snart)

 
Kirken. Da det Ottomanske rige begyndte at krakelere i 1870'erne efter 300 års tyrkisk besættelse, blev det så småt atter muligt at praktisere den kristne tro i Bosnien Herzegovina. En lille landsbykirke opførtes; men på trods af at den var opført på klippegrund, begyndte den at synke sammen, og man besluttede at en ny skulle opføres. I 1933 gik man i gang med at opføre en ny, og i forhold til landsbyens størrelse, fuldstændig overdimensioneret kirke. Byggeriet gik langsomt i stå på grund af pengemangel. Efter Første Verdenskrig samledes nogle af landende på Balkan til Jugoslavien, og efter Anden Verdenskrig fik dette Jugoslavien en kommunistisk og stærkt ateistisk regering. Kirkebyggeri blev forbudt, dog undtaget de byggerier der allerede var sat i gang. Således kunne byggeriet fortsætte for de penge jugoslaviske gæstearbejdere fra Medjugorje i 60'erne kunne sende hjem fra de lande, hvor de var nødt til at arbejde, for at forsørge deres ludfattige familier derhjemme. Kirken med sine to tårne og plads til 2000 mennesker stod færdig 19 januar 1969 og er opkaldt efter apostlen Skt. Jakob, der tilfældigvis også er skytshelgen for pilgrimme. I kirken ses en statue af ham, men sin vandrestok i den ene hånd, en bibel i den anden, en vandkrukke og en muslingeskal. Pilgrimmen bruger på sin vandring muslingeskallen både som kop, tallerken og spiseredskab; mere enkelt bliver det ikke. Den overdimensionerede kirke, indviet til  pilgrimmenes skytshelgen vidner om den Himmelske Plan for den lille afsides bjerglandsby, der efterhånden har vokset sig meget større.

 
Efterhånden blev selv denne kirke for lille til de 30 - 40 millioner pilgrimme der har valfartet til landsbyen siden åbenbaringerne startede ved festen for Johannes Døberens (Skt. Hans) i 1981.
I dag holdes messen udendørs i sommerhalvåret, så vidt vejret tillader det. Et kæmpe overdækket podie huser alteret, og pladser til kor og de mange præster der hver aften celebrer messen. Menigheden sidder under aftenprogrammet på bænke på pladsen foran alteret. Der er plads til flere tusinde ad gangen. Helt speciel og fredfyldt er stemningen om aftenen når op til 10.000 mennesker sidder helt musestille til tilbedelse foran det Hellige Sakramente. I rigtig dårligt vejr og om vinteren fejres messen indendørs og transmitteres til storskærme i "Johannes Paul II Hallen", der ligger bag kirken. Uddeling af kommunionen (nadveren) foregår begge steder uproblematisk og gnidningsløst. Ved nordsiden af kirken er der en lille plads med nogle bænke og et stort krucifiks. Her kan man tænde votivlys. Det er det eneste sted i Medjugorje, hvor det er tilladt. Ved begge sider af kirken er der opført i alt ca. 50 skriftestole. Skilte ved hver skriftestol viser, hvilke sprog der kan skriftes på. Køerne ved skriftestolene er ofte meget lange. Folk har virkelig et stort behov, for at komme af med det, der tynger deres samvittighed. Ofte når skriftestolene ikke slår til sidder præstene udenfor på bænke og stole, for at tage imod skriftemål. Medjugorje bliver ofte kaldt for Verdens skriftestol.

 
Cenacolo, er et krisecenter for unge mennesker med især alkohol- eller narkotikaproblemer; men også unge med andre afhængighedsproblemer finder hjælp her. Cenakolo er grundlagt af den italienske nonne, Søster Elvira Petrozzi og startede med et center i Italien i 1983. Siden har det grebet om sig og der findes Cenacolo'er i mange lande. I Medjugorje er der et center for mænd og et for kvinder. Når f.eks en ung mand kommer til Cenakolo, bliver han allerede fra første færd døgnet rundt overvåget og totalt mandsopdækket af en anden mere erfaren beboer, en såkaldt skytsengel. Han bliver overvåget konstant, både når han sover, går på toilettet, spiser, og arbejder. Terapien består af hårdt arbejde og bøn. Adspredelser som alkohol, cigaretter, fjernsyn o.lign. eksisterer ikke for beboeren. Det hårde fysiske arbejde er ulønnet, og stedet har ingen indtægter som sådan. Beboerne lever af donationer og det Gudommelige Forsyn, d.v.s. hvad man nu måtte få forærende. Mændende fra Cenacolo kommer sjældent uden for centeret. Nogle af dem hjælper dog til med at bære de handicappede og sikkerhedsopgaver i.f.m. seeren Mirijanas månedlige åbenbaringer. Af og til tilkaldes de også til at hjælpe nødstedte pilgrimme ned fra Åbenbaringsbjerget eller Korsbjerget, hvis de lokale samaritter er optaget andetsteds. For grupper og efter aftale holder mændene på Cenacolo gerne foredrag - altid to og to - om deres livskrise, hvad der bragte dem til Cenacolo og hvordan de er kommet gennem krisen. I modsætning til diverse programmer for misbrugere i forskellige lande, har Cenacolo en endda meget høj succesrate med at få de unge mennesker ud af deres misbrug og afhængighed.
 
Mothers Village (tekst kommer snart)

 
Široki Brijeg, 32 km fra Medjugorje. Den 07. februar 1945 ankom en gruppe kommunistiske soldater til det Franciskanske munkekloster i Široki Brijeg og erklærede: "Gud er død. Der findes ingen Gud, der findes ingen pave, der findes ingen Kirke, der er ikke brug for jer, gå ud i verden for og arbejd." De Franciskanske brødre var lærere på den nærliggende skole, nogle af dem var endda professorer og havde skrevet forskellige bøger. Kommunisterne beordrede dem til at tage deres ordensdragter af. Franciskaneren nægtede. En af soldaterne tog et krucifix og kastede det på gulvet og sagde: "I kan nu vælge enten livet eller døden". Hver eneste af munkene knælede ned, omfavnede krucifixet og sagde: "Du er min Gud om mit Alt". Munkene blev ført uden for og dræbt og derefter brændt i en nærliggende grotte, hvor deres jordiske rester lå i mange år. I dag er disse 30 martyrer begravet i den Franciskanske Kirke i Široki Brijeg.