Åbenbaringsbjerget, Podbrdo, rejser sig lige over landsbyen Bijakovice, som er en del af Medjugorje. Bjerget har fået sit navn, fordi det var her, seerne som børn første gang så Jomfru Maria den 24. juni 1981. Millioner af pilgrimme har her kravlet op og ned af bjergets klippe og slebet de skarpe klippestykker runde og glatte. Et stykke oppe ad stien står et stort trækors, på stedet hvor Jomfru Maria grædende viste sig for seeren Marija og sagde: “Fred, fred, fred! Kun fred! Fred må herske mellem Gud og mennesker, og også mellem mennesker indbyrdes!” På vejen op ad bjerget beder pilgrimmene rosenkransen ved de 15 bronzerelieffer, der viser de oprindelige 3 mysterier i Rosenkransen. Glædens rosenkrans bedes på vej op til det lille plateau oppe på bjerget, hvor der står en statue af Jomfru Maria. Statuen, som er doneret at en koreansk ægtepar efter at deres døvstumme søn blev mirakuløst helbredt, markerer det sted hvor Jomfru Maria viste sig første gang. Man kan når man kommer op til plateauet sætte sig ind ved statuen og bede og meditere, eller man kan fortsætte rundt til Smertens og Herlighedens Rosenkrans. Følger man Herlighedens Rosenkrans kommer man ned til de Blå Kors for foden af bjerget, hvor Mirjanas månedlige åbenbaringer finder sted. Har man ikke kræfter til at klatre op ad klipperne kan man også nå de Blå Kors ad en lille vej nede fra landsbyen. Det er på dette bjerg, har Jomfru Maria sagt, at der vil komme et synligt tegn, når de 10 hemmelighederne begynder at realiseres, noget som ikke noget mennesket har set før, et tegn som kan ses og fotograferes, men som ikke kan tilintetgøres.
Korsbjerget (Krizevac) er det højeste af bjergene ved Medjujgorje. På toppen rejste Medjugorje i 1933 et 8,5 meter højt kors af beton til minde om 1900 året for Jesu død og korsfæstelse. Under kommunismen tilbød kommunisterne landsbyboerne alle moderne bekvemmeligheder, hvis de ville lade korset erstatte med kommunismens røde stjerne. I Medjugorje holdt man imidlertid fast ved korset. Bjerget er temmelig hårdt at bestige, og turen ned er også hård og drilsk. Der er ingen decideret vej eller sti, men man kravler på de nøgne klipper. Nogle steder er hårdere at forcere end andre. Især den første sommer fandt der flere tegn og undere sted på toppen af Krizevac. Flere hundrede har bevidnet at betonkorset synes at være gået i brand, hvorefter ilden har slukket sig selv. Korset har også snurret rundt om sig selv, er forsvundet og så kommet til syne igen. Mange har også set Jomfru Marias skikkelse i stedet for Korset. Den 3. november 1981 sagde Jomfru Maria i et af budskaberne: “Jeg er ofte på Krisevac, i bøn ved foden af korset.” På vejen op ad korset er der 14 relieffer med Korsvejen, i lighed med de billeder der forefindes i enhver katolsk kirke. Korsvejen er den smertens vej som Jesus gik på sin vej til Golgatha (Kalvariebjerget) på vej fra sin dødsdom til sin henrettelse på korset og begravelse. På toppen af bjerget er der også lidt specielt en 15. station, for opstandelsen. Der er også en mindesten for Fader Slavko, der døde af et hjertestop i 2000, mens han var heroppe med en gruppe pilgrimme. Udover sine næsten utallige andre gøremål, var Fader Slavko Barbaric hver dag at finde på Krisevac. Korsbjerget og det at gå Korsvejsen viser os, at vejen til opstandelse og herlighed også rummer lidelse, smerte og død. At gå Korsvejen ses i den katolske kirke som en vigtig åndelig øvelse. I den katolske kirke mediterer man i øvrigt over denne lidelsesvej med korsvejsandagt en gang om ugen i den 40 dage lange fastetid fra askeonsdag til langfredag.
Kirken. Da det Ottomanske rige begyndte at krakelere i 1870’erne efter 300 års tyrkisk besættelse, blev det så småt atter muligt at praktisere den kristne tro i Bosnien Herzegovina. En lille landsbykirke opførtes; men på trods af at den var opført på klippegrund, begyndte den at synke sammen, og man besluttede at en ny skulle opføres. I 1933 gik man i gang med at opføre en ny, og i forhold til landsbyens størrelse, fuldstændig overdimensioneret kirke. Byggeriet gik langsomt i stå på grund af pengemangel. Efter Første Verdenskrig samledes nogle af landende på Balkan til Jugoslavien, og efter Anden Verdenskrig fik dette Jugoslavien en kommunistisk og stærkt ateistisk regering. Kirkebyggeri blev forbudt, dog undtaget de byggerier der allerede var sat i gang. Således kunne byggeriet fortsætte for de penge jugoslaviske gæstearbejdere fra Medjugorje i 60’erne kunne sende hjem fra de lande, hvor de var nødt til at arbejde, for at forsørge deres ludfattige familier derhjemme. Kirken med sine to tårne og plads til 2000 mennesker stod færdig 19 januar 1969 og er opkaldt efter apostlen Skt. Jakob, der tilfældigvis også er skytshelgen for pilgrimme. I kirken ses en statue af ham, men sin vandrestok i den ene hånd, en bibel i den anden, en vandkrukke og en muslingeskal. Pilgrimmen bruger på sin vandring muslingeskallen både som kop, tallerken og spiseredskab; mere enkelt bliver det ikke. Den overdimensionerede kirke, indviet til pilgrimmenes skytshelgen vidner om den Himmelske Plan for den lille afsides bjerglandsby, der efterhånden har vokset sig meget større.
Efterhånden blev selv denne kirke for lille til de 30 – 40 millioner pilgrimme der har valfartet til landsbyen siden åbenbaringerne startede ved festen for Johannes Døberens (Skt. Hans) i 1981.
I dag holdes messen udendørs i sommerhalvåret, så vidt vejret tillader det. Et kæmpe overdækket podie huser alteret, og pladser til kor og de mange præster der hver aften celebrer messen. Menigheden sidder under aftenprogrammet på bænke på pladsen foran alteret. Der er plads til flere tusinde ad gangen. Helt speciel og fredfyldt er stemningen om aftenen når op til 10.000 mennesker sidder helt musestille til tilbedelse foran det Hellige Sakramente. I rigtig dårligt vejr og om vinteren fejres messen indendørs og transmitteres til storskærme i “Johannes Paul II Hallen”, der ligger bag kirken. Uddeling af kommunionen (nadveren) foregår begge steder uproblematisk og gnidningsløst. Ved nordsiden af kirken er der en lille plads med nogle bænke og et stort krucifiks. Her kan man tænde votivlys. Det er det eneste sted i Medjugorje, hvor det er tilladt. Ved begge sider af kirken er der opført i alt ca. 50 skriftestole. Skilte ved hver skriftestol viser, hvilke sprog der kan skriftes på. Køerne ved skriftestolene er ofte meget lange. Folk har virkelig et stort behov, for at komme af med det, der tynger deres samvittighed. Ofte når skriftestolene ikke slår til sidder præstene udenfor på bænke og stole, for at tage imod skriftemål. Medjugorje bliver ofte kaldt for Verdens skriftestol.
Lysets Rosenkrans i 2002 tilføjede Pave Johannes Paul II Rosenkransen et nyt mysterie, nemlig Lysets Rosenkrans, der beskriver Jesu gerninger i Hans sidste leveår: Jesu Dåb i Jordanfloden, Jesu første under ved brylluppet i Kana, Jesu forkyndelse af Guds Rige og kald til omvendelse, Forklarelsen på Taborbjerget og indstiftelsen af Eukaristien (Den Hellige Kommunion). I stedet for at udvide med denne tilføjelse på Åbenbaringsbjerget, har man lavet fem stationer med smukke mosaikker ved vejen mellem Kirken og statuen med den Opstandne Kristus.
Den Opstandne Kristus. En stor Kristusfigur af bronze viser den Opstandne Kristus. Selvom statuen er massiv, løber der langsom fra dens ene knæ små dråber vand. Ingen har kunnet finde ud af hvordan, det kan lade sig gøre. Undersøgelser har vist at den kemiske sammensætning af vandet svarer til et menneskes tårer. Statuen omkranses af et lille grønt anlæg med de 14 stationer fra Korsvejen. De pilgrimme der ikke har kræfter til at bestige Korsbjerget, Krisevac, har her mulighed for at lave deres egen korsvejsandagt eller meditation.
Fader Slavkos Grav fortsætter man fra Den Opstandne Kristus mod Krisevac, kommer man til den lokale kirkegård og Fader Slavkos grav. De mange lys og blomster på graven vidner om, hvor elsket og savnet den utrættelige ildsjæl og sognepræst stadig er så mange år efter sin død.
Fredens Oase, CMOP, er et Mariansk Kontemplativt Kommunitet, hvor både mænd og kvinder lever sammen under ledelse af Fader Gianni Sgreve CP. De bestræber sig på at leve i Medjugorjes ånd, og på at hjælpe Jomfru Maria med at bringe freden ind i menneskets hjerte og videre til hele verden, gennem bøn for fred og i tilbedelse af Jesus i det Allerhelligste Sakramente. Den evige tilbedelse, hvor det Allerhelligste Sakrament er udstillet døgnet rundt, og Nadveren er højdepunktet i fællesskabets liv og giver overskud til et liv, der består af 8 timers arbejde, 8 timers bøn og 8 timers hvile. Fredens Oase er et vidunderligt og fredfyldt sted, hvor man kan finde hvile, fred og mulighed for andagt, og således være sammen med Jesus, der er til stede i Sakramentet i monstransen. Stedet har en overgang været lukket for besøgende, efter sigende da stedet en tid har været uden præstelig betjening. Stedet har nu igen en præst, og fik af Vatikanets udsending og opsynsmand, biskop Hoser, 24 februar 2020 lov til at genåbne for offentligheden. Fredens Oase ligger tæt ved Cenacolo.
Cenacolo, er et krisecenter for unge mennesker med især alkohol- eller narkotikaproblemer; men også unge med andre afhængighedsproblemer finder hjælp her. Cenakolo er grundlagt af den italienske nonne, Søster Elvira Petrozzi og startede med et center i Italien i 1983. Siden har det grebet om sig og der findes Cenacolo’er i mange lande. I Medjugorje er der et center for mænd og et for kvinder. Når f.eks en ung mand kommer til Cenakolo, bliver han allerede fra første færd døgnet rundt overvåget og totalt mandsopdækket af en anden mere erfaren beboer, en såkaldt skytsengel. Han bliver overvåget konstant, både når han sover, går på toilettet, spiser, og arbejder. Terapien består af hårdt arbejde og bøn. Adspredelser som alkohol, cigaretter, fjernsyn o.lign. eksisterer ikke for beboeren. Det hårde fysiske arbejde er ulønnet, og stedet har ingen indtægter som sådan. Beboerne lever af donationer og det Gudommelige Forsyn, d.v.s. hvad man nu måtte få forærende. Mændende fra Cenacolo kommer sjældent uden for centeret. Nogle af dem hjælper dog til med at bære de handicappede og sikkerhedsopgaver i.f.m. seeren Mirijanas månedlige åbenbaringer. Af og til tilkaldes de også til at hjælpe nødstedte pilgrimme ned fra Åbenbaringsbjerget eller Korsbjerget, hvis de lokale samaritter er optaget andetsteds. For grupper og efter aftale holder mændene på Cenacolo gerne foredrag – altid to og to – om deres livskrise, hvad der bragte dem til Cenacolo og hvordan de er kommet gennem krisen. I modsætning til diverse programmer for misbrugere i forskellige lande, har Cenacolo en endda meget høj succesrate med at få de unge mennesker ud af deres misbrug og afhængighed.
Mothers Village Under borgerkrigen i Jugoslavien var Medjugorje,det eneste sted i landet, hvor krigen ikke for alvor rasede. En særlig beskyttelse hvilede over byen. Kun en enkelt bombe ramte byen; men bomben detonerede ikke. Hver eneste gang bombeflyene ledte efter byen forsvandt den på mystisk vis i tætte skyer. FN’s ingeniør tropper var også udstationeret her. På grund af de fredelige forhold i byen strømmede flygtninge til byen, herunder også mange børn, der havde set deres forældre blive myrdet. Fader Slavko, besluttede at bygge et børnehjem for at hjælpe de forældreløse og traumatiserede børn. Han fik stillet en klippefyldt grund til rådighed og fik overtalt FN-soldaterne til at rydde grunden for klipper. Penge blev samlet ind fra udlandet og de pilgrimme der trods krigen stadig vovede sig til byen. Et par huse blev bygget, og hurtigt kom flere til. Fader Slavko bestemte at børnene skulle vokse op sammen med fem seks andre børn og en nonne for at give følelsen af at være sammen i en familie. Man byggede også en børnehave i nærheden, så de lokale børn kunne være sammen med børnene fra Mothers Village. Også unge kvinder, der var blevet voldtaget under krigens rædsler kom til, kvinder der ikke havde andre steder at gå hen. Mange fødte deres børn her og blev her sammen med dem. Mange soldater forsøgte sig med narkotika for at glemme og flygte krigens grufulde virkelighed, også de kom til Medjugorje. Cenacolo var imidlertid fyldt til bristepunktet med unge mænd, der prøvede at komme ud af deres misbrug og afhængighed. Fader Slavko besluttede at udvide Mothers Village med et afvænningscenter for disse unge mænd efter Cenacolo’s model. De unge mænd kunne hjælpe til med byggeriet og dyrke grøntsager til husholdningen. Til trods for omverdenens forestillinger og skepsis ved at bringe børn og narkomaner sammen, viste det sig at blive en succes.
Selv efter at disse børn er blevet voksne, kommer der stadig børn og stomisbrugere til Mothers Village. I Kroatien betragtes det stadig væk en stor skam, hvis en kvinde bliver gravid uden for ægteskab, så mange af disse vordene mødre finder stadig hjælp og husly her.
Grotten for Barmhjertighedens Rosenkrans. I Bijakovice opdagede man for nylig en kilde med rent og klart vand. En drikkefontæne med vand fra kilden og nogle bænke er nu opsat her, og man opførte man en “grotte” med en statue af Den Barmhjertige Jesus til at ære og bede barmhjertighedens rosenkrans, inspireret at den polske nonne, Sr. Faustina, 1905-1938. Statuen er inspireret af billedet af Den Barmhjertige Jesus, som Jesus befalede Sr. Faustina at få malet. En hvid og en rød lysstråle (vand og blod) udgår på billedet som fra lansesåret på den korsfæstede Jesus. Gennem barmhjertighedens rosenkrans beder man Gud om, for Jesus’ smertefulde lidelses skyld at forbarme sig over os og over hele verden. Mere information om Den Guddommelige Barmhjertighed og Sr. Faustina kan findes på internettet og i litteraturen, bla. Sr. Faustinas dagbog (Diary of Sr. Faustina).
Široki Brijeg, 32 km fra Medjugorje. Den 07. februar 1945 ankom en gruppe kommunistiske soldater til det Franciskanske munkekloster i Široki Brijeg og erklærede: “Gud er død. Der findes ingen Gud, der findes ingen pave, der findes ingen Kirke, der er ikke brug for jer, gå ud i verden for og arbejd.” De Franciskanske brødre var lærere på den nærliggende skole, nogle af dem var endda professorer og havde skrevet forskellige bøger. Kommunisterne beordrede dem til at tage deres ordensdragter af. Franciskaneren nægtede. En af soldaterne tog et krucifix og kastede det på gulvet og sagde: “I kan nu vælge enten livet eller døden”. Hver eneste af munkene knælede ned, omfavnede krucifixet og sagde: “Du er min Gud og mit Alt”. Munkene blev ført uden for og dræbt og derefter brændt i en nærliggende grotte, hvor deres jordiske rester lå i mange år. I dag er disse 30 martyrer begravet i den Franciskanske Kirke i Široki Brijeg.